Bønner, bælgfrugter og andre planteproteiner trækkes igen frem som fremtidens proteinkilde. Det sker efter CONCITO i sidste uge udkom med en ny rapport, der viser, at danskerne stadig udleder cirka dobbelt så meget CO2e, som en gennemsnitlig verdensborger. Rapporten viste, at fødevarer er den andenstørste forbrugsudledning, og heraf kommer hele 55 procent af CO2e-udledningen fra danskernes forbrug af oksekød.
Bønner, bælgfrugter og andre planteproteiner er vigtige ingredienser i fremtidens madlavning, men animalske proteiner som kylling og andet lyst kød, er også væsentligt at fremhæve, når CO2e-udledningen i fødevarer skal ned.
”Vi vil gerne slå et slag for kylling, som en mulighed, når vi skal have danskernes CO2e-udledning ned, for kylling er en af de kødtyper, der har det mindste klimaaftryk. Vi behøver ikke fuldstændig omlægge vores kost fra animalsk til plantebaseret for at mindske klimaaftrykket. Det kan mindskes betragteligt ved at spise flere grøntsager og bytte det røde kød ud med lyst kød som kylling, kalkun, fisk og skaldyr,” siger Jukka Nikkinen, Executive Vice President hos HKScan Denmark, der producerer Danmarks ældste kyllingebrand, ROSE Kylling.
Ifølge CONCITOs store klimadatabase, der viser klimaaftrykket for de 500 mest almindelige fødevarer i Danmark, udleder kylling i gennemsnit hele 85 procent mindre CO2e end oksekød. Det svarer til, at man kan sætte tænderne i 8 kg kyllingekød, før klimaaftrykket svarer til 1 kg. oksekød.
Klimadatabasen viser, at plantebaseret mad generelt er det mest klimavenlige. Men når det gælder kød, er kylling en af de kødtyper, der har det mindste CO2e-aftryk. Klimaaftrykket for hakket kyllingekød ligger på 3,7 kg CO2e, mens klimaftrykket for plantefars ligger på 0,6 kg. CO2e, og klimaftrykket for hakket oksekød ligger på hele 32,5 kg CO2e per kg.
Danskerne mangler viden om mere klimavenlige muligheder
Sidste år gennemførte Userneeds en spørgeskemaundersøgelse om danskernes opfattelse af kødforbrug og klimaaftryk på vegne af HKScan. Dengang viste undersøgelsen, at danskerne i gennemsnit vurderede klimaftrykket fra et kilo hakket kyllingekød til at være fem gange højere, end det reelt er.
HKScan Denmark kørte derfor en stor kampagne for Kylling og Klimaet fora at oplyse og inspirere de danske forbrugere til at spise mere grønt og skifte det røde kød ud med mindre klimabelastende lyst kød, i tråd med de officielle kostråd. En kampagne som direktør Jukka Nikkinen nu tænker har godt af en gentagelse.
”Selvom klimastoffet fylder meget i den offentlige debat, viser både CONCITOs nye rapport og vores salgstal, at danskernes kost stadig ikke har rykket sig væsentligt. Det røde kød fylder stadig meget på danskernes tallerkner med en fortsat høj CO2e-udledning til følge. Jeg håber, at vores informationsmateriale kan være med til at aflive de meget sejlivede myter,” siger han.
Undersøgelsen fra Userneeds viste ydermere, at trods massiv debat om klima de seneste år har hver anden dansker (49%) endnu ikke ændret kødvaner af hensyn til klimaet. Undersøgelsen bakkes op af en ny undersøgelse foretaget af Landbrug & Fødevarer, der i august i år offentliggjorde en ny markedsanalyse, hvor de stillede forbrugerne overfor fire typer af hakket kød/plantefars; hakket oksekød, kyllingekød, grisekød og plantefars.
Undersøgelsen viste, at der er en markant forskel i, hvor hyppigt de danske forbrugere anvender de fire produkter indenfor hakket kød og plantefars/køderstatning. Hakket oksekød bliver ugentligt spist af 39%, hakket grisekød benyttes ugentligt af 30%, mens hakket kyllingekød benyttes af 10% ugentligt og plantefars/køderstatning benyttes af 4%.
Og undersøgelsen viser også, at langt de fleste ikke regner med at ændre deres forbrug af hakket oksekød og hakket grisekød.
”Vores madvaner er dybt indgroede, og for flertallet af danskere er det ikke realistisk at blive hverken veganere eller vegetarer. Kyllingekød er derimod en veletableret del af den danske madkultur, og det vil derfor for mange forbrugere være en mindre barriere at skifte rødt kød ud med kylling end helt at droppe kødet. Derfor vil vi gerne endnu engang slå et slag for kyllingekødet og hjælpe med at give forbrugerne viden om de mange muligheder, der er for at mindske CO2e-udledningen ved blot at ændre en smule på madvanerne,” siger Jukka Nikkinen.
Yderligere informationer om kyllingekøds klimaaftryk, ROSE Kyllings befolkningsundersøgelse og oplysningsindsats fra 2022 kan findes på www.kyllingogklimaet.dk
Landbrug & Fødevarers markedsanalyse ”Valgkriterier for hakket kød og plantefars”, offentliggjort 24. august 2023, kan findes på
https://lf.dk/tal-og-analyser/forbrugere-og-trends/indkoeb-af-mad-og-drikke/valgkriterier-for-hakket-k%C3%B8d-og-plantefars