HKScan Denmark har over de seneste år oplevet en stigende interesse for langsommere voksende kyllinger fra foodservice- og detailkunder. I 2022 valgte virksomheden at udvide sortimentet med kyllingeprodukter fra langsommere voksende kyllinger, og nu udvides sortimentet endnu engang. Denne gang med ECC-kyllinger.

”Vi har valgt at begynde produktion af ECC-kyllinger, fordi ECC er en europæisk standard, der er efterspurgt af vores kunder og anerkendt af internationale dyrevelfærdsorganisationer, som værende ”Better Chicken Welfare”. Indføring af ECC giver et ekstra løft til vores kontinuerlige arbejde med at forbedre dyrevelfærden i vores produktion fra stald til bord,” siger Jukka Nikkinen, Executive Vice President, hos HKScan Denmark.

Den internationale dyrevelfærdsstandard, European Chicken Commitment (ECC) er udarbejdet af verdens ledende dyreværnsorganisationer, herunder Compassion in World Farming (CiWF), Anima og Dyrenes Beskyttelse. Standarden indeholder især krav om, at kyllingerne skal være af en langsommere voksende race og have 33 procent mere plads i stalden end konventionelle kyllinger. Derudover skal de have naturligt lys under hele deres opvækst, have adgang til aktivitetsmateriale og gasbedøves inden slagtning, hvilket af dyrevelfærdsorganisationer anses som den klart mest skånsomme aflivningsmetode.

Allerede stor efterspørgsel
Efterspørgslen efter ECC-kyllinger er meget høj på verdensplan. 270 store, multinationale aktører som KFC, Marks & Spencer og Q8 har forpligtet sig til at sælge ECC-certificeret kylling i løbet af 2026, og flere af HKScans foodservice-kunder har gennem længere tid efterspurgt muligheden for at købe danske kyllinger, der opfylder de internationale ECC-krav til dyrevelfærd.

”Vi har de seneste par år opnået positive erfaringer med produktion af langsommere voksende kyllinger. Vi har kunderne med os og producerer allerede nu 1-hjertede og 2-hjertede kyllinger til flere kunder. Men vores kunder rykker sig, og vi kan mærke en øget efterspørgsel efter endnu bedre dyrevelfærd, primært fra vores kunder inden for foodservice. Derfor er tiden nu kommet til, at vi kan tage det næste store skridt,” siger Sales Director, Morten Cederberg hos HKScan Denmark.

Blandt de foodservicekunder, der ser med interesse på HKScans nye tiltag, er Restaurant Flammen:
”Hos Restaurant Flammen arbejder vi kontinuerligt på at inkorporere produkter med høj dyrevelfærd. Vi har siden efteråret 2023 haft dansk 2-hjertet velfærdskylling på buffeten i vores 17 restauranter landet over, fordi vi gerne vil give vores gæster mulighed for at spise med hjertet. Men vi kan stadig gøre det bedre, og derfor ser vi med interesse på HKScans udmelding om, at de nu begynder produktion af danske ECC-kyllinger,” siger Morten Slot Knudsen, Head of Product & Quality, hos Restaurant Flammen.

Også hos Q8 modtages nyheden om HKScans fremtidig dansk produktion af ECC-kyllinger med stor interesse:

”Jeg er meget glad for, at HKScan nu begynder at producere danske ECC-kyllinger. Sidste sommer introducerede vi 2-hjertet dansk velfærdskylling fra ROSE Kylling for vores kunder, som en del af et nyt sandwichkoncept med fokus på kvalitet, velsmag og ansvarligt producerede råvarer, og vi har forpligtet os til EU’s standard for ECC-kyllinger fra 2026, da god smag og kvalitet skal hænge sammen. Det glæder mig derfor, at vi snart kan fortsætte samarbejdet med HKScan med et endnu højere fokus på dyrevelfærd,” siger Martin Stilhoff, der er Strategy & Innovation Food Manager for Q8 i Danmark.

HKScan Denmark er netop nu i gang med de sidste forberedelser. Målet er, at de første ECC-kyllinger kommer i handlen fra ultimo 2024.


For yderligere oplysninger kontakt:
Jukka Nikkinen, Executive Vice President, HKScan Denmark, tlf. 25106850, jukka.nikkinen@hkscan.com


Fakta om HKScans ECC-kyllinger

  • HKScan Denmarks ECC-kyllinger bliver af racen Ranger Gold. Det er en langsommere voksende race end den konventionelle kyllingerace, Ross 308.
  • ECC har ikke krav til alder ved slagtning, men vi forventer, at danske ECC-kyllinger vil være slagtemodne efter ca. 48 dage. Det betyder, at kyllingerne af denne race først er slagtemodne op mod ca. 14 dage senere end konventionelle kyllinger.
  • ECC-kyllinger får 33% mere plads i stalden end konventionelle kyllinger, og 27% mere plads end 1-hjertede kyllinger.   
  • ECC-kyllingerne har adgang til siddepinde og rodemateriale i stalden, som er udformet for at kyllingerne skal være aktive og udøve naturlig adfærd
  • Vores ECC-kyllinger går i stalde med vinduer, så de får naturligt lys under hele deres opvækst
  • Der er tredjepartskontrol med revision
  • ECC-kyllingerne gasbedøves direkte i transportkasserne lige inden slagtning.


Følgende europæiske dyrebeskyttelses-NGO’er har underskrevet European Chicken Commitment (ECC) - herunder danske Anima og Dyrenes Beskyttelse:
https://welfarecommitments.com/europeletter/